http://blog.siingle.net

Hvorfor fanden skal det være så svært?

Det kan godt være, at man højt og helligt  sværger, at fra nu af er det slut med at spille spil, når det kommer til dating og mulige love-interests, men kan det overhovedet lade sig gøre i praksis?

Hvis man bare en enkelt gang har overvejet, præcis hvor forskruet en elskovssyg hjerne fungerer, kan man ikke klandres for at undres:

Tankespin, der går i alle mulige (og umulige) retninger og spænder over alt fra ris i nakken og tårepersende taler til opdagelsen af hemmeligholdte koner, 5 børn og en gård på Lolland.

Madness, I tell you, madness!

Og netop derfor er det i praksis ikke muligt at lægge alle spilleregler på hylden, hvis man har et ønske om et liv som andet end en forbitret cølibatær enspænder i en hjemmeopknaldet træhytte i Rud Skov. Vil jeg vove at påstå.

Når du møder én, der vækker andet end mild afsky hos dig, vil ønsket om at komme vedkommende nærmere formentlig være til stede. Man forsøger naturligvis at vise sig fra sin mest charmerende side; at modificere sin adfærd, så de mest frastødende træk liiige får en omgang lyserød lak.

Er dette at spille spil? Tja, det er det vel.

Men det er intet i forhold til, hvad der sker, når den første kontakt er etableret, og vi skal i gang med hele ”Altsåjeggavhammitnummerifredags,ogsåskrevhansøndagformiddag,
mensåkomjegtilalleredeatsvaretotimersenere,ognuerdetmandag,
ogjegharikkehørtnoget!Nutrorhangaranteret,atjegerentotalklister-desperado… ”-scenariet.

Hvad gør man?

Hvordan undgår man at alting bliver mudret til, fordi man er bange for at træde et skridt ved siden af og ikke tør tage en chance lade den anden vide, hvad man rent faktisk føler? …fraredigeret Villa-Volvo-Vovse scenarierne, selvfølgelig…

Tanker? Idéer?

Kærlig hilsen

Siingle – dem med de frækkeste ordstillinger